Trommedans og inuit-tatoveringer er også det nye Grønland
Den immaterielle kulturarv er et grundlæggende fundament for den grønlandske kultur og identitet. Udforskningen af disse traditioner, sagn, myter og ritualer kan både fortælle om Grønland før og nu, men også være med til at definere fremtiden.
Trommedans, kaffemik, myter og sagn, amuletter, inuit-tatoveringer, kajakmesterskaber og maskedans er alt sammen immateriel kulturarv, og den er ligeså vigtig for vores viden om et oprindeligt folk og en forgangen kultur som alle de arkæologiske levn, fund og genstande.
De nævnte eksempler er dybt forankret i den grønlandske kulturarv og vidner om, hvem det grønlandske folk var, er og fremover vil være.
Kaffemik som integration
I 2003 vedtog UNESCO en konvention til bevarelse af den immaterielle kulturarv, som Grønland tilsluttede sig i 2009. Derfor har Grønlands Nationalmuseum og Arkiv arbejdet målrettet på at registrere og beskrive netop denne del af kulturarven. Den dansk-grønlandske arkæolog Kirstine Eiby Møller forklarer.
”Som arkæolog bruger man meget tid på at studere genstande og levn fra tidligere tider, men mennesker er jo mere end deres huse, redskaber og grave. Så på museet har vi i de senere år haft fokus på den immaterielle kulturarv og de traditioner og kulturtræk, der fortsat spiller en rolle i det grønlandske samfund i dag. En ting som kaffemik er jo definerende for grønlænderne og deres måde at være sammen på. Det er en helt speciel social omgangsform, som alle turister og besøgende forskere stifter bekendtskab med. Samtidigt er det også noget, som de fleste tilflyttere hurtigt tager til sig for at at blive en del af det grønlandske samfund. Så kaffemikken bliver faktisk en måde at integrere sig på, og måske kan den immaterielle kulturarv netop fungere som en slags integration. En måde at lære mennesker og hinandens kultur at kende.”
Tatoveringerne er på mange måder inspireret af vores rige kulturarv og på sin vis en revitalisering af en tidligere immateriel kulturarv. Selvom tatoveringerne er meget synlige, er bevæggrundene for at få dem ofte personlige og derfor private (selvportræt: Kirstine Eiby Møller).
Genoplivede tatoveringer
Den immaterielle kulturarv er på ingen måde glemt, og mange oprindelige traditioner træder faktisk mere og mere tydeligt frem i det grønlandske samfund i dag. Et iøjnefaldende eksempel er de mange tatoveringer med oprindelige mønstre udført i ansigtet og på hænder, som man ser på den yngre generation især i de større byer som Nuuk og Sisimiut.
Skikken med tatoveringer har været udbredt blandt inuit til alle tider, og den blev udført ved at lade en sodfarvet senetråd trække ind under huden med en nål, hvorved den sorte sodfarve blev afsat. Det var primært kvinderne, som blev tatoveret som en del af overgangsritualet fra pige til kvinde, og det var især i ansigtet, på ben, arme og brystet. Tatoveringerne i ansigtet var som regel stregformede linjer, der løb fra underlæben og ned til hagen.
Kvinderne fra det berømte Qilakitsoq-mumiefund fra omkring år 1475 havde stregtatoveringer i panden, mens én havde streger fra øjet ud mod øret og fire andre tatoveringerne på kinderne samt på hagen. Mændene havde ifølge myterne også enkelte tatoveringer i ansigtet eller på arme, og for kvinder såvel som mænd skulle de bringe dygtighed, jagtlykke og muligvis afspejle social status i samfundet.
”Man ser flere og flere inuit-tatoveringer i gadebilledet i dag, og jeg har selv tatoveringer, inspireret af sy-mønstre fra genstande i Grønlands Nationalmuseums udstillinger, på mine underarme og håndled. Der er også fokus på andre dele af den immaterielle kulturarv. Aktive trommedansere på tværs af Arktis har eksempelvis søgt sammen for at lære af hinanden og holde denne særlige tradition i hævd med festivaler og lignende. Det samme med kajakmesterskaberne og konkurrencer i hundeslæde, der også skal sikre bevarelsen af denne vigtige, grønlandske kulturarv. Så det her vedrører og involverer altså både museumsfolk, aktive udøvere og den brede befolkning i Grønland. Senest så vi jo trommedans ved indsættelsen af det nye Naalakkersuisut med Múte B. Egede i spidsen, og jeg blev faktisk lidt rørt, selvom man her spænder kulturarven for en politisk vogn”, konstaterer Kirstine Eiby Møller.
Husets anatomi
Den immaterielle kulturarv kan også være et arbejdsredskab for forskerne og give en dybere forståelse af de tidligere tider. Et godt eksempel herpå er den dansk-grønlandske arkæolog Asta Mønsteds undersøgelser af Thule-kulturens vinterhuse, hvor hun har skelet til grønlandske sagn og myter i sin tolkning af husene, deres placering og betydning.
”At kombinere de arkæologiske fund med samtidige myter og fortællinger har givet mig et helt nyt lag af forståelse ovenpå de håndfaste fund og genstande. Ud fra ord og begreber bliver det tydeligt, at datidens inuit opfattede huset som noget nært og et levende væsen med øjne, næse og bagdel præcis som menneskene selv. Flere ritualer knyttede sig til huset, og nogle kan vi prøve at påvise som de ophængte isbjørneklør og -tænder, der skulle rasle og skræmme ubudne gæster. Andre ritualer kan vi ikke efterspore, men de viser noget om tankerne og dermed menneskene bag de her huse”, fortæller Asta Mønsted.
Indarbejdet i ny arkitektur
Den nærhed og personlighed, som tidligere tiders inuit lagde i deres huse, kunne ifølge Asta Mønsted med fordel indarbejdes i den nye grønlandske arkitektur:
”Da urbaniseringen i sin tid ramte Grønland med moderne boligblokke i store byer, byggede man jo i den bedste mening nye og tidssvarende boliger. Men de ramte bare lidt skævt og opfyldte ikke helt folks behov. Man opførte typehuse som en del af den nye boligmasse bl.a. selvbyggerhuset ‘Illorput 2000’, der kom som et færdigpakket byggesæt. Min far arbejdede som bygningsmyndighed i Uummannaq på det tidspunkt og observerede, at flere selvbyggere droppede at opføre et værelse midt i stuearealet, så man i stedet fik ét stort køkken-alrum med masser af plads til kaffemik. Samtidig brugte man de overskydende byggematerialer til opførelsen af et udvendigt vindfang. Det viser jo, at typehuse ikke nødvendigvis passer ind alle steder, og her tilpassede man altså huset efter grønlandske behov.”
Asta Mønsted har talt med både grønlandske og danske arkitekter og bygherrer om idéen med at indarbejde noget af den immaterielle kulturarv i den kommende boligmasse:
”Fremfor at køre pakkeløsninger kunne man godt tænke både kulturel og klimamæssig bæredygtighed ind i fremtidens byggerier i Grønland. Finde tilbage til nogle af de funktionelle træk, som vi finder i tidligere tiders huse og så kombinere dem med nutidens behov. Man kunne forestille sig mere skræddersyede huse og legepladser, hvor rutsjebaner og gyngestativer bliver skiftet ud med en anden type legehus og vippebræt udformet som en kajak. På den måde kommer børn og voksne tættere på deres kulturarv og vil opleve at leve i et mere personligt miljø. Den diskussion er værd at tage op for den grønlandske befolkning, arkitekter og politikerne”, påpeger Asta Mønsted.
Josephine Schnohr
Kontakt: Kirstine Eiby Møller kirstine@natmus.gl; Asta Mønsted amoensted@yahoo.dk
Introfoto øverst: Kaffemik er en fordanskning af ordet kaffillerneq. Det er en fejring, f.eks. fødselsdag, bryllup, dåb eller lign., hvor der serveres kaffe og kage – det bliver også mere almindeligt, at der serveres kolde og varme retter. Det fungerer meget lig et åbent hus arrangement, hvor der ikke er inviteret til et fast tidspunkt, men snarere kommer gæsterne løbende, som det passer dem bedst (foto: Kirstine Eiby Møller).
