De Glemte Venner

De Glemte Venner

20. september 2021 Slået fra Af uw@polarfronten.dk

Udviklingen af den vestlige livsstil i Grønland har blandt andet haft fokus på at forbedre folks hygiejne. Men måske er der røget nogle traditionelle ting ud med badevandet, som vi kunne have haft gavn af i dag, hvor allergi og astma er i kraftig vækst.

Undervejs med at industrialisere vores fødevarer og gøre vores hjem mere hygiejniske, har vi mistet nogle gamle venner: Parasitterne og mikroberne. Den stærkt stigende forekomst af allergi, astma og eksem tilskrives i hypotesen ”Old Friends” delvis tabet af disse gamle venner i vores vestlige livsstil. Hypotesen har været fremme blandt forskere i et par årtier, og nu skal den efterprøves i en grønlandsk kontekst. For har den oprindelige inuit livsstil været kilde til mikrobielle venner, som har styrket vores immunforsvar, og kan den være en potentiel kilde til forståelsen af den stigende forekomst af astma og allergi?

Jagt på Old Friends

Lad det være sagt med et samme: Mikrobiologen Aviaja Lyberth Hauptmann og historikeren Inge Seiding fra Ilisimatusarfik – Grønlands Universitet, som står bag projektet Forgotten Friends (Glemte Venner), er ikke ude på, at grønlænderne i stor stil skal vende tilbage til udelukkende at gå i skindtøj eller vaske hår i urin. Som Aviaja L. Hauptmann præciserer:

”Nej, vores mission med dette forprojekt er, at vi vil identificere potentielle kilder til Old Friends, altså gavnlige mikroorganismer og parasitter i den oprindelige inuitiske livsstil. Inuit har ikke haft den langsomme udvikling gennem et landbrug, så der er en interessant mulighed for at identificere kilder til de ”gamle venner” fra en meget oprindelig og ikke-industrialiseret livsstil. I Grønland er der f.eks. stadig mennesker, der lever i tæt kontakt med slædehunde i deres hverdag. Man ved, at børn, der vokser op med hunde, er mindre udsat for allergier sammenlignet med børn, der vokser op uden hunde pga. de mikroorganismer, som hunde udsætter os for.”

I Inspektoratsarkivet i Nunatta Katersugaasivia Allagaateqarfialu (NKA) finder man arkivserier fra lægevæsenet. De fortæller om den daglige drift af lægevæsenet og det sundhedssyn, der prægede koloniadministrationen i forsøget på at bremse epidemier og højne folkesundheden. Boligforhold, ernæring, epidemier og vaccination var blandt de emner, der var i fokus – også dengang. I dag finder vi oplysninger om, hvordan koloniseringen ændrede levevilkårene, og ved at det også ændrede det mikrobiologiske liv i og omkring mennesker (Inge Høst Seiding).

I Inspektoratsarkivet i Nunatta Katersugaasivia Allagaateqarfialu (NKA) finder man arkivserier fra lægevæsenet. De fortæller om den daglige drift af lægevæsenet og det sundhedssyn, der prægede koloniadministrationen i forsøget på at bremse epidemier og højne folkesundheden. Boligforhold, ernæring, epidemier og vaccination var blandt de emner, der var i fokus – også dengang. I dag finder vi oplysninger om, hvordan koloniseringen ændrede levevilkårene, og ved at det også ændrede det mikrobiologiske liv i og omkring mennesker (Inge Høst Seiding).

”Vi håber også at finde nogle kilder i arkiverne, der repræsenterer inuits egen synsvinkel. Én ting er at læse en beskrivelse af en, der kommer fra Norge eller Danmark for 200 år siden, der siger, at det her er ulækkert og uhygiejnisk. Den beskrivelse kunne være en kilde, vi skulle kigge nærmere på – måske er der her information om ”gamle venner”. Men vi vil også høre inuits egne stemmer i kilderne. Er der nogen, der har fortalt, at det her er sundt og vigtigt, eller at vi gør sådan her, fordi det er klogt? Det kan fx være at vaske håret i urin. Der var et andet forhold til renlighed, og vi vil gå ind og se om forholdet til renlighed – eller mangel på samme – er koblet til en idé om sundhed.”

Inge Seiding siger:

”Vi vil stille spørgsmål til, hvad den oprindelige kost og livsstil kan have haft af helbredsmæssige fordele, og for en stund tale om de gode ting, der kan være ved en livsstil, der ikke kun er hypermoderne. Kan vi måske identificere noget, der har værdi i en livsstil, man har haft tidligere? Det synes jeg er nogle fortællinger, der har værdi i sig selv i en tid, hvor der er stort fokus på før-kolonial kultur og, næsten, forsvundne traditioner. Ikke fordi vi mener, at vi nødvendigvis skal tilbage og leve nøjagtigt sådan, men fordi der kan være mere sundhed i nogle af de ting, man gjorde før moderniseringen, end vi ved – fordi vi, som samfund, har glemt det.”

Gamle venner kan være nyttige venner

Hypotesen Old Friends kom frem på et tidspunkt, hvor man opdagede, at forekomsten af allergi steg rigtig meget i veludviklede lande. Studier af børn, der bor på landet, er i tæt kontakt med dyr og i øvrigt får jord under neglene sammenlignet med børn, der bor i byen, viser, at førstnævnte har en lavere forekomst af allergi, astma og eksem, lidelser der er almindelige i dag – også i Grønland. Det førte til studier, hvor man opbyggede idéen om, at mennesker har brug for mikrober for at have et balanceret immunforsvar. I dag er der en større forståelse for, at vi har brug for mikroorganismerne, fordi de er en stor del af menneskets sundhed og sygdom.

I 1935 skrev lægen Alfred Bertelsen om de forskellige typer vegetabilsk kost i Grønland: ”Det som eskimoisk Delikatesse ofte nævnte Indhold af delvis fordøjede Lavarter i nyskudte Reners Mavesæk er i vor Tids Grønland saa sjældent tilgængeligt, at kun et Faatal af befolkningen kender Smagen deraf.” Traditionen er dog stadig kendt, men ikke almindelig, og består i at den friske lever spises sammen med maveindholdet fra rensdyret. I et mikrobiologisk studie af maveindhold fra friskfangede rensdyr i 2019, fandt Aviaja L. Hauptmann og en gruppe forskere ud af, at det er en potentiel kilde til sund ernæring pga. planteindholdet og de mikrober, der bidrager til nedbrydningen af planterne i rensdyrets mave (foto: Inge Høst Seiding, rensdyrjagt, Nuup Kangerlua, august 2021).

I 1935 skrev lægen Alfred Bertelsen om de forskellige typer vegetabilsk kost i Grønland: ”Det som eskimoisk Delikatesse ofte nævnte Indhold af delvis fordøjede Lavarter i nyskudte Reners Mavesæk er i vor Tids Grønland saa sjældent tilgængeligt, at kun et Faatal af befolkningen kender Smagen deraf.”
Traditionen er dog stadig kendt, men ikke almindelig, og består i at den friske lever spises sammen med maveindholdet fra rensdyret. I et mikrobiologisk studie af maveindhold fra friskfangede rensdyr i 2019, fandt Aviaja L. Hauptmann og en gruppe forskere ud af, at det er en potentiel kilde til sund ernæring pga. planteindholdet og de mikrober, der bidrager til nedbrydningen af planterne i rensdyrets mave (foto: Inge Høst Seiding, rensdyrjagt, Nuup Kangerlua, august 2021).

Parasitter er Old Friends, fordi de har en stærk påvirkning af immunforsvaret. Når vi bliver udsat for visse parasitter, lærer immunforsvaret at regulere sig selv. Allergier kendetegnes ved et hyperaktivt immunforsvar, hvor vores krop angriber noget, som er ufarligt. De ”gamle venner” regulerer immunforsvaret, så det ikke bliver hyperaktivt og ikke reagerer på ting, det ikke bør reagere på – og man derfor undgår fx allergi. Når vi har mikroorganismer, vi har udviklet et forhold til gennem tiden, kan forskerne se, at de er i stand til at regulere immunforsvaret til vores fordel.

Det ligner karamel, men…

En del af den traditionelle grønlandske kost som f.eks. narhvaltarm og rensdyrmaver med indhold har helt klart været kilder til store mængder mikroorganismer. Ifølge Aviaja L. Hauptmann og Inge Seiding er narhvaltarm stadig ret almindeligt i Nordgrønland, rensdyrmave knap så almindeligt. Mikrobiologen siger:

”I dag går folk på jagt for kødets skyld. Førhen vidste du godt, at hvis du kun spiste muskler, blev du syg. Du var nødt til at spise alt det andet for at få dækket dit næringsbehov. Så de særegne ting forsvinder lidt ud – men også derfor synes jeg, det er sjovt at fortælle og minde folk om det.”

Inge Høst Seiding smager på maveindholdet af en friskfanget ren (Inge Høst Seiding, rensdyrjagt, Nuup Kangerlua, august 2021).

Er narhvaltarm og rensdyrmave så oversete delikatesser? Aviaja L. Hauptmann fortæller om sin egen oplevelse:

”Især narhvaltarm synes jeg er svær at beskrive. Når man skærer tarmen op, ligner indersiden klistret karamel – men det er ikke karamel! Det har en meget stærk og dyb smag med noget havdyr, blod og jern over det. Noget, jeg ikke kan sammenligne med noget andet. Det er ikke en smag, jeg personligt bryder mig om – den er helt klart for voldsom til min udprægede vestlige smag for mad.”

Fra trillebør til rør: Vandforsyning dengang og nu

Når projektet går i gang i efteråret 2021, starter det hverken i felten eller i et laboratorium. To studerende skal grave sig ned i litteraturstudier i arkiverne hos Grønlands Nationalmuseum og Arkiv i Nuuk, som også rummer diverse rapporter fra bl.a. den tidligere Grønlands Tekniske Organisation (GTO). Inge Seiding siger:

I 1950´erne forberedte Grønlands Tekniske Organisation (GTO) en gennemgribende modernisering af infrastruktur og boliger. Billederne fra GTO’s arkiv ved Nunatta Katersugaasivia Allagaateqarfialu (NKA) viser eksempler på datidens vandforsyning fra overfladevand i terrænet og smeltning af isskosser (Inge Høst Seiding).

I 1950´erne forberedte Grønlands Tekniske Organisation (GTO) en gennemgribende modernisering af infrastruktur og boliger. Billederne fra GTO’s arkiv ved Nunatta Katersugaasivia Allagaateqarfialu (NKA) viser eksempler på datidens vandforsyning fra overfladevand i terrænet og smeltning af isskosser (Inge Høst Seiding).

”Jeg kom i tanke om, at i 1950’erne begyndte GTO at modernisere landets boligforhold og vandforsyning. Hvad var det for noget vand, man drak før moderniseringen. Mange steder var det f.eks. is hentet i en trillebør. Det ændrer sig ret hurtigt til at være rørført overfladevand mange steder. En mikrobiolog vil sige, at det ændrer markant på det vand, vi har. I dag har vi vandkontrol alle steder. Så i følge Old Friends-hypotesen var der måske nok nogle af tingene, som var gode, men de røg måske ud med badevandet.”

Projektets to studerende skal forsøge at pinpointe tidspunkter, hvor der er sket noget i samme stil som med den ændrede form for vandforsyning. Der er en del materiale at tygge sig igennem –noget af det omhandler karantæneregler og smitsomme sygdomme: GTO-arkiverne, lægen Alfred Berthelsens mange optegnelser, og beretninger og kundgørelser fra inspektoratsarkiverne. Læger beskrev således helt tilbage i 1800-tallet forekomster af sygdomme og datidens syn på inuits ernærings- og leveforhold i den sammenhæng.

Baseret på resultaterne i projektet er ambitionen i en fase 2 at teste nogle af de hypoteser, de to forskere stiller op. For, som de siger, ”vi kan jo ikke vide, om Old Friends-hypotesen også passer på inuit.” Derfor omfatter en fase 2 både mikrobiologiske og måske endda kliniske forsøg.

Kosten afkoloniseres

Begge forskere ser en kulturhistorisk vinkel på projektet, der taler direkte ind i dagens debat i Grønland om sundhed og kost. Aviaja Lyberth Hauptmann siger:

”Vi risikerer at overse vigtige styrker i den grønlandske madkultur, når vi altid tager udgangspunkt i et vestligt syn på mad og sundhed. Som eksempel har forskningens fokus på oprindelig grønlandsk mad i høj grad været på kontaminanter i maden, fremfor kostens vigtighed for fysisk, psykisk og samfundsmæssig sundhed. Og dette selvom samfundets sundhedsproblemer som f.eks. diabetes er forårsaget af dårlig importeret mad, og ikke vores oprindelige kost.”

Inge Seiding konkluderer afsluttende:

”Med Glemte Venner prøver vi at sige, at der er noget, vi har glemt, som vi måske bør huske på igen. Projektet skriver sig ind i en tid, hvor man i Grønland får lov til at vende tilbage til noget, man har tabt. Det kan tilføje noget værdifuldt til den måde, man ser på sig selv i fremtidens Grønland, som meget mere end en tidligere dansk koloni. Det er en del af en afkolonisering af den vestlige opfattelse af sundhed, som man også har taget til sig i Grønland. Vi tror, at vi kan være med til at vise, at den sundhedsforståelse skal kombineres med noget, som vi har tabt – og at det kan genfindes.”

Uffe Wilken uwilken@polarfronten.dk

Kontakt: Inge Seiding, ihseiding@gmail.com; Aviaja Lyberth Hauptmann, alha@uni.gl

Introfoto øverst på siden: Rensdyrskind spillede en vigtig rolle i overlevelsen i Grønland. De hule hår har en eminent isolerende effekt, og skindene er behageligt bløde og stærke. I dag ser man primært skind som pynt i hjemmene og som varmt underlag på hundeslæderne, men før koloniseringen var de liggeunderlag og beklædning for alle. På billedet er skindet lige flået af dyret og er klar til at komme hjem og blive garvet – har man først siddet på et rensdyrskind i kulden, vil man aldrig sidde på andet igen! (Foto: Inge Høst Seiding).