Nye kapitler i nordboernes historie

Nye, uberørte skeletter fra kirkegården ved bispesædet, Gardar, i Sydgrønland og studier af bosættelsesmønstre i Østerbygden giver forskerne et dybere indblik i nordboernes liv og tid i Grønland.

Et lille, urørt hjørne af nordbokirkegården ved Gardar i bunden af Igaliku Fjord i Sydgrønland fangede allerede i 2019 forskernes opmærksomhed. I en tid med stadigt flere og bedre antropologiske og naturvidenskabelige analyser nærede folk fra de to nationalmuseer i København og Nuuk et spinkelt håb om at finde frisk skeletmateriale på den store kirkegård ved det gamle bispesæde, hvor henved 2.000 nordboere blev stedt til hvile over en periode på 250 år.

Desværre har andre været på færde her, hvor de første udgravninger fandt sted i 1835 og en noget nær totaludgravning i 1926. Men heldet tilsmilede forskerne bag de seneste udgravninger, og der blev fundet hele 58 nye skeletter på små 12 m².  

Nye skeletter, ny viden

Undersøgelserne af det urørte hjørne øst for kirkeruinen ved Gardar var et led i det store forskningsprojekt ”Activating Arctic Heritage”, der med støtte fra Carlsbergfondet har ladet et tværvidenskabeligt forskerhold gå i dybden på flere historiske nøglelokaliteter i Grønland.

I delprojektet ”Human experiences in Norse Greenland c. 980-c. 1450. Health, well-being and tradeoff: bio-archaeological approach” zoomede arkæolog Jette Arneborg fra Nationalmuseet, professor i retsantropologi, Niels Lynnerup og antropolog Dorthe Dangvard Pedersen ind på nordboerne for at udbygge og nuancere vores viden om dem. Hvem var de? Hvilke sygdomme led de af? Hvilken mad spiste de? Levede de et godt liv eller på randen af sultedød? Var der store sociale skel i de små nordbosamfund? Hvordan med samspillet mellem menneske og miljø set i lyset af klimaforandringerne og dermed livsbetingelser og ressourceudnyttelsen i løbet af nordbotiden.

”Med de nye udgravninger ved Gardar prøvede vi dels at få overblik over udgravningerne i 1926, hvor talrige velbevarede grave blev blotlagt og fotograferet, men kun få skeletter taget hjem. Dernæst var vi heldige at finde nye grave som et supplement til de 12 nordboskeletter, der ligger i den antropologiske samling, og dermed et optimalt udgangspunkt for videre analyser. Bevaringsforholdene var ikke de bedste med skeletter i op til ti lag, men det nye materiale giver os nogle muligheder. Vi tog også rigeligt med jordprøver og har derved fremtidssikret lokaliteten rent forskningsmæssigt”, fortæller Dorthe Dangvard Pedersen, der forestod udgravningerne i 2021 og 2022.

De dårlige bevaringsforhold begrænser antropologiske undersøgelser af skeletterne. Men det er muligt at aflæse fejlernæring og mangelsygdomme i individernes tandemalje samt gængse data som køn, alder, slid- og gigtskader på knoglerne.

Heldigvis kan man i dag hente megen viden om de afdøde fra spor af opløst væv, der er tilbage i jorden i graven; både forskellige kemiske sporstoffer, proteiner og DNA, Netop DNA kan sammen med fedtsyrer – såkaldte lipider, der ikke nedbrydes så let som DNA -bruges til at påvise sygdomsfremkaldende patogener og eftervise bl.a. tuberkulose og spedalskhed. Så det ser lovende ud for de planlagte studier af infektionssygdomme og fremtidige naturvidenskabelige studier af nordboerne i det hele taget.

Nuancere kendt viden

Kirkegården ved Gardar var i brug fra begyndelsen af 1000-tallet og op i 1400-tallet med en overvægt fra 1200-tallet. Her lå flest mænd med en høj levealder; givetvis velnærede præster og munke med tilknytning til bispesædet.

Derfor omfatter projektet også andre nordbokirkegårde for at få et repræsentativt billede af nordbobefolkningen og dens udvikling. Her er de såkaldte landnamslokaliteter en vigtig brik; altså de steder, hvor de første nordboere slog sig ned ved ankomsten til Grønland (se boks).

Thjoldhildes kirke med kirkegård ved Brattahlid og den lille kirke ved nordbogården Ø64 i en sidefjord til Igaliku hører til de tidlige lokaliteter med grave fra sidst i 900-tallet med både kvinder, mænd og børn. Ved Ø64 udgravede man i 2008 og 2010 26 velbevarede skeletter.

”Nordboernes livsvilkår, helbred og økonomi har været undersøgt før. Et ændret klima tvang folk til nye løsninger for at sikre mad og overlevelse, og man tyede bl.a. til marin føde, når landbrug og kvæghold svigtede. Det er at læse i skeletterne med den enkeltes køn, alder og helbredstilstand. Men med alle skeletter tilsammen kan vi nu nuancere billedet af hele befolkningens sundhedstilstand, sygdomme, levealder og livsvilkår over tid. Her supplerer kirkegårdene hinanden med Thjodhildes og Ø64, hvor de første nordboere holdt til, til kirkegården ved Gardar, hvor de allersidste nordboere boede”, siger Jette Arneborg, der har forsket i nordbokulturen i over 40 år.

Intet dramatisk kollaps

Det samlede nordboskeletmateriale omfatter nu rester af ca. 550 individer og kan også give en ny, mere eksakt beregning af nordbobefolkningens størrelse og udvikling. Her bidrager bosættelser og kirker med vigtig viden, som arkæolog Christian Koch Madsen fra Grønlands Nationalmuseum har påvist med udgravninger i det sydgrønlandske område, Vatnahverfi, hvor kirke Ø64 ligger:

”Vatnahverfi hørte ikke til de rigeste områder i nordboernes Østerbygd, men var snarere et forstadskvarter med små og mellemstore gårde og en økonomi bundet op på fåre- og gedehold fremfor kvæghold som på de rige gårde i bygden og ved bispesædet. Men man startede tydeligvis ret optimistisk op ved landnam, og i løbet af en generation spredte bosættelser sig i hele landskabet både inde i landet og ude ved kysten, Allerede i 1200-tallet blev smågårdene ude ved kysten dog opgivet og lidt senere også indlandets gårde. Hvor folk flyttede hen, ved vi ikke. Men det centrale Vatnahverfi viser kontinuerlig bebyggelse til engang i 1300-tallet”, forklarer Christian Koch Madsen.

Så gårde og bosættelser bredte sig i opgangstider og skrumpede ind til det mest basale, da klimaændringer og kulde satte ind imod slutningen af 1300-tallet. Analyser af bosættelser og skeletter tegner således samme billede af forandringer og nedgangstider. Men ifølge forskerholdet er der ingen tegn på et dramatisk samfundskollaps:

”Hverken i skeletter eller bosættelser ser vi spor efter det store kollaps blandt nordboerne. Der var nok snarere tale om en langsom afvikling, som vi ser det i småbyer i dag. Først lukker skolen, så købmanden, og til sidst er kirken kun åben hver 4. søndag. Faktisk opførte man netop en stor kirke i Vesterbygden, som kun nåede at fungere i 100 år. Et byggeri, der måske udsprang af et ønske om at kunne tro på det hele. Men på et tidspunkt har de unge nordboere nok ikke set en fremtid i Grønland og er rejst, og så er et lille samfund sårbart. For med de unge rejser også deres afkom og dermed den befolkningsligevægt, som nordbosamfundet var så afhængige af. Så nåede man et ’point of no return’ med kun gamle tilbage, og det økonomiske og sociale samfundsgrundlag visende bort. Vi ser heller ikke en masse efterladte værdigenstande i nordbobygderne, så folk pakkede formentlig i ro deres gods og tog et andet sted hen”, konstaterer Niels Lynnerup fra Københavns Universitet, hvor GLOBE Instituttet opbevarer alle nordboskeletterne på vegne af Grønlands Nationalmuseum.

Hverken skeletter, ruiner eller skriftlige kilder afslører, hvor nordboerne forsvandt hen. Et bud kunne være Island eller Norge, hvor talrige gårde dengang stod tomme efter de store pestepidemier.

Josephine Schnohr

Introfoto: Uffe Wilken

Nordbotiden i årstal Ca. år 985: Erik den Røde og hustruen Thjodhilde ankom til det sydlige Grønland fra Island i følge med 14 andre skibe med håbefulde nybyggere. Her grundlagde Erik Østerbygden og storgården Brattahlid ved Eriksfjorden, og den såkaldte landnamsperiode begyndte. Ca. år 1000: andre nybyggere drog 400 km. længere nordpå og grundlagde den mindre Vesterbygden i de indre dele af to fjordsystemer nær det nuværende Nuuk.    Ca. år 1124: nordboerne fik sin første biskop, Arnald, udpeget af den norske konge. Arnald oprettede sit bispesæde på gården Gardar, den største gård i Østerbygden. Fra 1200-tallet: nordboerne ankom til Grønland i slutningen af den middelalderlige varmeperiode. I 1200-1300-tallet satte klimaforandringer ind på den nordlige halvkugle, og perioden efter 1350 er kendt som Den Lille Istid. Ca. 1350-1400: Vesterbygden blev forladt År 1408: Det sidste skriftlige vidnesbyrd om nordboernes tilstedeværelse i Grønland skildrer et bryllup i Hvalsø Fjord Kirke i Østerbygden Ca. 1400-1450: Østerbygden blev forladt, og nordboerne forlod Grønland

 

Tidslinje kulturer Grønland fra de første mennesker 2500 – 800 f.v.t. Independence I-kulturen Saqqaq-kulturen Den canadiske forbindelse 800 f.v.t. – år 0 Independence II-kulturen Dorsetkulturen Nye mennesker fra vest og øst 700 – 1300 e.v.t. De sidste Dorsetfolk Arktiske hvalfangere Det europæiske landnam – nordboerne i Grønland 985 – 1450 e.v.t. Nunarput, Vort Land – Thulekulturen 1200-1900 e.v.t. Kilde Grønlands forhistorie af H.C. Gulløv. Gyldendal 2004.